Falsk strubehoste

Falsk strubehoste

Falsk strubehoste viser sig ved hæshed og en tør gøende hoste, der lyder præcis som en søløve.
Hosten går som regel over af sig selv i løbet af 24 timer, i modsat fald bør du søge læge.
Enkelte børn får besvær med vejrtrækningen.
Falsk strubehoste kan starte som en helt almindelig forkølelse, der efter et døgn afløses af den typiske søløve hoste og feber.
Det er typisk at hosten tiltager og vejrtrækningen bliver besværet, når barnet er lagt ned. Sygdommen er som regel godartet og går hurtigt over af sig selv.

Daginstitutionsbarnet holdes hjemme til temperaturen er normal og barnet kan deltage i de almindelige aktiviteter ude og inde, som det plejer, uden at det kræver særlig pasning.

Hvad kan du selv gøre?
Du kan lindre hosten og bedre vejrtrækningen ved at sætte barnet op og berolige det. Når barnet sidder op aftager hævelsen i luftrøret i løbet af et par timer og hosten aftager.
Kold luft er ofte nyttig, tag barnet med ud eller stå foran et åbent vindue. Varm damp lindrer også og kan dannes ved at sætte sig med barnet på badeværelset og lade den/de varme hane løbe.

Kontakt læge:

  • Hvæsende vejrtrækning
  • Gøende hoste
  • Åndenød
  • Blåfarvning af læberne
  • Ved udtalt synkebesvær
  • Hvis du er utryg ved hele situationen
Siden er sidst opdateret 27. august 2015